Fra LyLe Fokus, november 2021:

Peter Byskov, der er passioneret jæger og levemand, har – for at sige det mildt – ikke sparet på eventyrerne i sit 75-årige liv. Og på trods af at han har været terminal kræftpatient siden 2017, er han stadig ikke til at stoppe. Hans lejlighed i Odense, der mest ligner en filial af zoologisk museum, fortæller historien om hans usædvanlige liv. Selv kalder han det et mindemuseum. Vi besøgte ham for at høre hans fantastiske historie, og hvordan han ser på livets efterår.

Peter Byskov hvisker anstrengt, når han taler, men det holder ham nu ikke tilbage. Sikkert fordi han har så meget på hjerte, og fordi hans liv er en nærmest endeløs række af fantastiske fortællinger om storvildtjagt, rejser i det meste af verden, veteranbiler, hans 30 år som selvstændig malermester, tre ægteskaber og sønnen Morten på 35 år. Peter kniber de klare blå øjne sammen, når han taler om Morten, og hans stemme bliver lidt grødet. Mens vi snakker, finder han to billeder i små messingrammer frem. Det ene viser en lyshåret dreng, der står mellem blomster og grønt. Det andet en voksen solbrændt mand i åben, hvid skjorte med mørkt hår, et glas vin i hånden og armen rundt om en grinende kvinde med solbriller – hans kone. Morten bor i dag i København, men de to er tæt knyttet til hinanden og ses ofte.

Peter Byskov, der født og opvokset i Odense, er uhelbredeligt syg af lunge- og lymfekræft og har tilmed også KOL og astma. Kræften i lungerne blev afsløret efter en arbejdsulykke på hans værksted, og det førte til en scanning på Odense Universitetshospital – et sygehus, han i dag roser til skyerne for deres dygtighed og empati. Lymfekræften kom til senere. I dag er det snart fem år siden, at hans læge gav ham besked om, at hans liv var ved at rinde ud. Peter har været medlem af LyLe i godt og vel ni år og samtidig været aktiv i foreningens lokalgruppe i Odense.

Ilt

Peter har haft udlængsel hele sit liv, men er altid vendt tilbage til Odense. I hans lille gæsteværelse, der støder op til stuen, hænger et verdenskort, hvor 88 knappenåle med blå, gule og røde hoveder viser de steder på kloden, Peter har været. På jagt, på ferie og som sømand i de unge år. Nålene fordeler sig over Asien, Australien, Europa, Afrika og Nordamerika, men sidder særligt tæt på det afrikanske kontinent, hvor han har været på jagt 23 gange. Lidt tættere på Odense – i Sverige – har Peter været på elgjagt 17 gange og skudt adskillige af de store dyr. I hans tidligere hjem, en større villa i Odense, hang ikke mindre end 358 trofæer i kælderens jagtstue. I lejligheden på 92 kvadratmeter, som han har boet i i halvandet år, findes ikke én væg uden trofæer. Det gælder også på toilettet. 150 bliver det til alt i alt. I stuen står et skab, Peter selv har bygget. For som han siger: ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i hænderne”. I skabet står et stort antal modeller af biler, som han har været ejer af i tidens løb. 

På entrédøren i det nybyggede Munkebjerg Park, hvor han bor med udsigt til et fint grønt område med små bugtede stier, sidder en gul mærkat. ’Iltflasker fjernes ved brand’, står der. Iltflaskerne er placeret inde ved siden af hans lænestol, og på bordet ligger en inhalator og noget af den medicin, han dagligt må tage. Peters sygdom er i dag så fremskreden, at han fx ikke længere kan gå i byen for at handle, simpelthen fordi han ikke kan få vejret.

Peter blev opereret for lungekræft første gang i 2012. Han fik fjernet halvdelen af den ene lunge. I begyndelsen efter operationen gik det meget godt, fortæller han, men siden har kræften spredt sig til spise- og luftrøret, og det forklarer hans svage stemme og udfordringer med at trække vejret. Men man skal ikke tage fejl. Selvom han har sin sygdom imod sig, har han ikke mistet livslysten og drømmer fortsat om at rejse. 

Kalahariørkenen

I det forgangne forår var Peter fire uger på hospice i Svendborg, men nu er han tilbage i sin – lad os bare sige – usædvanlige lejlighed. Og han længes ikke tilbage til hospicet, selvom han fik en ypperlig behandling der. Hvis han kunne vælge, ville han langt foretrække at opholde sig i Kalahariørkenen i et sydlige Afrika, hvor knastørke ville gøre det lettere for ham at trække vejret. Sidste gang han var i Afrika var i 2016, hvor lægerne havde sagt, at hans helbred var for skrøbeligt, og at han ikke måtte tage af sted. 

Ugen før LyLe besøgte ham midt på sommeren havde han skudt en sekstakket buk i en fynsk skov, for som han siger, ”jeg kan ikke lade være”. Intet kan åbenbart stoppe Peter, der med et underfundigt smil fortæller, at han flere gange har forsøgt at komme i kontakt med Vor Herre. Dog uden held. ”Han vil åbenbart ikke snakke med mig. Til gengæld har jeg inde i hovedet haft en samtale med Fanden, der sagde, at det ikke hjælper, at du  kommer herned. Du ville jo bare genere alle de andre. Derfor er jeg her stadig,” forklarer Peter, der ser sig selv som et frisindet, religiøst menneske – hvor kristendom, katolicisme og hinduisme kan gå hånd i hånd.

Undervejs i vores samtale foreslår Peter, at vi skal se en lille video om et hverv, han fik for snart 10 år siden. På det tidspunkt var han pensionist, men han fik opgaven med at renovere de fire store urskiver på klokketårnet på Fåborg Kirke, og han er den dag i dag ikke så lidt stolt af resultatet. Det var lige omkring det tidspunkt, det blev opdaget, at han havde kræft. 

Sandheden

Undervejs i vores samtale skifter vi fra stuens bløde stole til den lille altan med hortensiaer i potter og udsigt til et lille rislende springvand nede i haven. Den friske luft gør Peter godt. Han taler gerne om det faktum, at han ikke har så meget tid tilbage. ”Det er da ikke så spændende at tænke på, men døden er en del af livet. Vi ved alle sammen, at vi skal afsted. Mit slogan er ’Husk i går, lev i dag og drøm om i morgen’. Det gælder for alle aldre og uanset, om man er syg eller rask.”

”Vi er fire mænd, som er enige om, at hvis jeg får lov, så vil vi til Skotland her i efteråret. Op og drikke whisky og køre rundt i en Landrover i højlandet. Op og hygge os. To af de andre er 86 og 89 år, og den sidste er 66 år. Han er den unge mand, så han kan leje bilen, og han er læge, så han kan også være støttepædagog – og så må han lade være med at drikke ret meget, så han kan være chauffør,” fortæller Peter med energi og ukuelig optimisme. Og han fortsætter: ”Nej, nej, jeg er slet ikke færdig med at leve. Mit helbred bliver nok ikke pludseligt bedre, men skulle det ske, så ville jeg omgående købe en rejse til Afrika. Zimbabwe, Botswana og Namibia. Naturen der er usædvanligt smuk og storslået. Men jeg stikker nok blår i øjnene på mig selv.”

“På den anden side er det drømmene, der holder mig i live. Jeg har kun ét liv, og hvis jeg giver op, dør jeg. Til at støtte sig i hverdagen og holde smerter på afstand er Peter en flittig bruger af cannabis. Det sker med godkendelse fra Smerteklinikken på Rigshospitalet og er noget, han ikke lægger det mindste skjul på. At han også jævnligt nyder en whisky (med postevand) eller en Gin og Tonic er heller ikke nogen hemmelighed. 

”Jeg er en voksen mand, der ikke har noget at skjule, og jeg gør, hvad der passer mig uden, at det går ud over andre. Sig sandheden, vær ærlig over for dig selv, lad ikke de negative tanker få overtaget og giv plads til galgenhumor. Det er et vigtigt budskab fra mig, og det kommer fra hjertet.” 

Peter har en besøgsven på 86 år, der besøger ham en gang om ugen. De spiser sammen og fortæller ’røverhistorier’. Derudover får han dagligt hjælp fra Odense Kommune, som han er meget taknemmelig for. 

Han taler ikke så meget om sine tre ægteskaber, for det der med ’damer’ har ikke været helt ’ukompliceret’. Som 40-årig fik han Morten, der er en stjerne på himlen. To ting – udover Morten – har især fyldt i Peters Liv. Jagten, som hans mange trofæer er et stærkt minde om, og veteranbiler, som hans knaldrøde 350 hestekræfters Chevrolet Camaro 6,2 V8 fra 1968, der holder nede på parkeringspladsen foran ejendommen, fortæller om.  Man har vel benzin i blodet, fastslår Peter, der såmænd også har kørt race på Jyllandsringen. Det sluttede, fordi det trods alt var lidt dyrt. Hver tur på banen kostede fire nye ’sutter’. 

Øjet

Peter har været medlem af Den Danske Frimurerorden siden 1985, noget han er er tydeligt stolt over. Ordenen, der er stiftet i 1858, har 8.000 medlemmer i Danmark og er baseret på et kristent grundlag. For at blive medlem af Frimurerordenen skal man være mand, være døbt i den kristne tro og have et godt omdømme. Peter har et af ordenens logoer tatoveret på sin højre overarm. Det er et altseende øje på spidsen af Keops pyramide omgivet af fire obelisker. Under pyramiden står bogstaverne T, F, M og B: Tavshed, forsigtighed, mådehold og barmhjertighed. Da Peter tidligere på året skulle vaccineres mod Covid19, bad han med et listigt smil – og ganske typisk for hans til tider hårdkogte humor – sygeplejersken om at stikke ham i øjet. Det vakte mildest talt undren, indtil hun blev opmærksom på øjet i pyramiden. Peter fik det, som han ønskede (begge gange), selvom det naturligvis bare var en spøg.

”Jeg fortryder ikke noget i mit liv. Bagklogskab har aldrig sagt mig noget. Det gælder om at se fremad, og det gør jeg stadig. Indvendigt har jeg det fint, det er stativet, der er noget galt med. Den dag, jeg ikke kan komme ud af stolen, er jeg færdig,” fastslår Peter med stor klarhed i den hviskende stemme.