Fra LyLe Nyt, januar 2017:

29-årige Peter Kristensen har mere livserfaring end de fleste på hans alder. Heldigvis. Siden han var 14 år gammel, har omkvædet i hans tilværelse været sygdom og gæld. Men håb er det sidste, Peter Kristensen vil miste, og selv om hans titelsang spiller i mol, ser han stadig sig selv som kaptajnen i sit eget liv.

108 kilos smil møder mig den vinterdag, hvor jeg har sat Peter Kristensen i stævne i København. Det er en lang rejse for en nordjyde, og Peter Kristensen har været tidligt oppe for at nå toget, men øjnene stråler, og han virker frisk. Havde jeg mødt ham i køen i Magasin, ville jeg aldrig have gættet, at der bag de runde, fregnede kinder og grønne øjne gemmer sig en historie så dramatisk som den, han om lidt fortæller mig.

Peter Kristensen er formentlig ikke den eneste kræftpatient, som oplever, at andre siger, at han ikke ligner en, der har været så syg. Den slags reaktioner fra den raske del af samfundet kan på en sær måde gøre en glad og træt på samme tid, og det kan være svært at forstå for folk, som ikke har lagt krop til kemo med mere. (Lad mig derfor slå fast allerede nu, at denne skribent står med et ben i samme lejr).

Peter Kristensen takker nej til kaffe og te, men sørger for, at mor-Bente bliver installeret med en kop. Egentlig er det meget symbolsk, at Peter Kristensen vælger at tage sin mor med på endagsturen til hovedstaden, for de seneste år har hun været en central nøgleperson på hans mange rejser fra Mors til Aalborg Sygehus, fra forretningsmand til førtidspensionist. I løbet af den næste time kalder Peter Kristensen indimellem på Bente, for der er store huller i hans hukommelse, og snart forstår jeg, hvorfor den menneskelige hjernes evne til at fortrænge oplevelser også kan være nyttig.

Bagud fra start

Peter Kristensen er akkurat blevet teenager, da han mister sin far til kræft. Faren har skrantet gennem længere tid, og da man får kigget på symptomerne, viser det sig, at kræften sidder i hele kroppen. Tre måneder senere ser Peter Kristensen kisten køre væk, og da han ikke kan bo hos sin mor, bliver han anbragt hos en plejefamilie. Desværre er det et hjem, hvor knus og varme er erstattet med tavse, kølige skuldre. I de følgende måneder kæmper Peter Kristensen for at komme væk derfra. Han møder en familie, som åbner deres arme og hjem for ham, og med vinden i ryggen gennemfører han en uddannelse og får arbejde som maler.

Men en dag får Peter Kristensen ondt i maven. Han begynder at pendle mellem Mors, hvor han bor, og Aalborg Sygehus, og efter flere måneders mavesmerter, opkast, diarré og vægttab kan manden i den hvide kittel slå fast, at Peter Kristensen lider af mavesygdommen Morbus Chron. Kitlen fortæller også, at det er en kronisk betændelsestilstand i tarmene. Indimellem kan man holde den under kontrol med præparater som binyrebarkhormon, Prednisolon og Cimzia. Ingen nævner, at sidstnævnte kan være kræftfremkaldende.

Hjemme på Mors lærer Peter Kristensen at leve med medicinens bivirkninger, som blandt andet betyder kvalme og kraftige væskeophobninger i kroppen. For at skåne tarmen, lever han på en diæt, de fleste vil kalde ’stram’, men selv om han undgår både koffein og sukker, fortsætter væsken med at hobe sig op i hans krop. Peter Kristensen kæmper for at holde fast i en tilværelse, der smager så normalt som muligt, og som ligner det, hans venner oplever med venner, kærester, lejlighed, job … Indimellem går det okay, men til tider er hverdagen udfordrende, og han drømmer sig væk i bøgernes verden. Alligevel fastholder han sin glubende appetit på livet, og da chancen for at købe en malerforretning byder sig, slår Peter Kristensen til. På det tidspunkt er han 25 år gammel.

Milliongæld

Tre måneder senere går mavesmerterne igen i udbrud. Denne gang i en grad, Peter Kristensen aldrig før har oplevet. Alt, hvad han indtager, ryger retur, og der går ikke længe, før han igen kører mod Aalborg Sygehus – nu i en ambulance. Undersøgelserne viser ikke andet, end at den pokkers Morbus Chron lever sit eget liv. Kitlerne kan ikke forstå, hvorfor medicinen ikke virker. Selv om det ikke er nogen helt almindelig sygdom, har de alligevel noget erfaring med at behandle den.

Imens står malerforretningen stille, og regningerne hober sig op. Peter Kristensen er stadig indlagt og kan ikke betale, så kreditorerne begynder at røre på sig. Få måneder senere står det ganske klart for alle inklusive Peter Kristensen selv: Han er ude af stand til at køre forretningen videre. Konkurs er hans eneste løsning. Med renters renter har han pludselig oparbejdet en gæld på 1,8 millioner kroner.

Det følgende år kigger Peter Kristensen på problemer uanset, hvor han vender blikket mod. I Aalborg kan de hverken finde opkastens årsag eller løsning, og på Mors skylder han penge. Mange penge.

En dag ser han ud af vinduet og opdager, at det er blevet efterår. Oktobervinden rusker i træerne, og regnen falder tungt og insisterende. Da han tjekker postkassen senere samme dag, ligger en ny dom klar til ham. ’Førtidspensionist’ står der med fed i brevet fra Jammerbugt Kommune. Afgørelsen er baseret på en lægeerklæring, som Peter Kristensen må læse fem gange, før han tror sine egne øjne.

”Der stod, at de ikke regnede med, at jeg ville leve særlig længe endnu, så derfor ville de tilkende mig permanent førtidspension,” fortæller han.

På det tidspunkt er han 26 år.

En uventet julebesked

Da adventskransen er tændt, ligger Peter Kristensen atter på Aalborg Sygehus. Pludselig knækker kitlerne koden til hans skrantende helbred. Inde bag Morbus Chronen, og inde bag bivirkningerne af den medicin, som skulle holde sygdommen i ave, dukker der pludselig noget op, som får flere kitler på arbejde midt i højtiden.

Inden jul har han fået to nye diagnoser: Hodgkin Lymfom i stadie 4B og EBV-drevet Hæmafagocytose. Peter Kristensen har lymfekræft. Og det er slemt. Mens resten af Danmark kæmper om mandelgaven den 24. december, får Peter serveret en ganske anden cocktail end and og brun sovs. BEACOBB hedder hans julemenu og består af syv forskellige stoffer, blandt andet Bleomycin, som med hans egne ord kunne have ’stegt’ ham.

”Det er nogle hårde stoffer, der er i BEACOBB. De indeholder præcis den mængde atombombe, som balancerer på grænsen af at kunne slå et menneske ihjel,” fortæller han.

Resten af den jul husker han ikke så meget af, kun at han fik fortalt lægen, at dét der kemo ville han ikke være med til. Det var ganske enkelt for voldsomt og barskt.

På det her tidspunkt i interviewet kalder Peter Kristensen på Bente, for hans egen hukommelse sætter ud. Hun remser grusomhederne op i kronologisk rækkefølge. Der er kemo og ambulancer og genindlæggelser i ét virvar. Indimellem fortællingerne kigger hun på sin telefon, for hjemme i Fjerritslev er hundesitteren alene hjemme med rottweileren Donna.

Heldigvis bliver det forår igen i historien. Peter Kristensen afslutter sin kemo og bliver udskrevet. Han fylder halvt så meget, som han gør nu, og alting foregår langsomt og liggende. Men det går i den rigtige retning. Han sover om natten, læser bøger om dagen og forsøger at få styr på sine tanker. Indimellem drikker han en cola og kigger ud på de skiftende årstider.

En dag møder han en kvinde, og pludselig er det ikke Morbus Chronen, der bobler i maven.

Når en enspænder elsker

Det næste halvandet år nyder Peter Kristensen livet på en måde, han aldrig har prøvet før. Han er stadig syg af både det ene og det andet og fortsat både førtidspensionist, gået konkurs og RKI-anført, men til gengæld er han ramt af noget, der er stærkere end det hele til sammen: Forelskelse.

”Sammen med hende er alting anderledes,” fortæller han. ”Tosomhed er noget, jeg har læst om, men aldrig rigtigt oplevet på den måde.”

Alligevel kommer der skår i glæden, da Peter Kristensen ikke kan leve op til hendes forestilling om livet med parmiddage og familieidyl.

”Jeg er enspænder. Det har jeg altid været, og de seneste års rutsjebanetur har ikke hjulpet på det. Når jeg kigger tilbage på alt det, der er sket i mit relativt korte liv, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad fanden det hele egentlig er kommet af. Jeg ved godt, at det ikke fører til noget at tænke sådan, men det er alligevel provokerende at være herre over så lidt, når man i bund og grund føler sig som en kaptajn i sit eget liv,” siger han og snupper en pebernød. ”Og hvis du sætter mig i et rum med seks andre mennesker, som ikke har oplevet at være helt ude på kanten, går der ikke mere end et par timer, før jeg bliver utilpas og rastløs. Jeg føler mig som en ensom ulv, der sonderer terrænet for mennesker, som jeg har en samhørighed med, som jeg deler en historie med. Dem er der bare ikke så mange af, og resten keder mig hurtigt. Og så vandrer jeg videre. Forhåbentlig betyder det, at jeg også vandrer videre fra ulykkerne, når de rammer. Det har jeg gjort indtil videre, og min krystalkugle fortæller mig, at jeg nok skal komme til at opleve toppen af tilværelsen igen på et tidspunkt.”

I dag bor Peter Kristensen i Fjerritslev. Han er forfatter til bogen ’Mønsterbryderen fra Mors’. Han er kemofri og går fortsat til kontrol på sygehuset.