Da Pia sluttede med kemoterapi, jublede alle omkring hende. ”Sådan! Du klarede den, du behøver ikke medicin længere.” Men Pia kunne ikke være glad. For kræften var der jo stadig. Hvordan lever man med kræften som et livsvilkår?

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, når Pia nusser sine hortensia. Hun ligner så mange andre 60-årige kvinder med mand, børn og små børnebørn, der elsker at lege med farmor. Men for tre år siden fik Pia konstateret follikulært lymfom. Efter en kort Watch and Wait kom hun i behandling med kemoterapi, indtil lægerne en dag sagde, at nu behøvede hun ikke behandling længere, nu skulle hun bare gå ud og nyde sit liv.

”Familie og venner var så glade, da jeg stoppede i kemoterapi. Som om jeg nu var rask. Men det var jeg jo ikke. Kræften var jo fortsat inde i min krop. Det er den stadig. Og det vil den være resten af mit liv. Så hvordan kunne jeg være glad?”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ny medicinfri hverdag

Pia gik nu fra et nøje planlagt behandlingsforløb til at blive fri for behandling. Mens omgivelserne var lettede, følte Pia sig efterladt.

”Når du er i behandling, er du i andres hænder. Det er deres ansvar. Lægerne holder øje med dig, og du kan tale med sygeplejerskerne om alt det rundt om behandlingen. Når du slipper behandlingen, står du alene med ansvaret. Og kontroltjekkene føles om en eksamen: Er det nu, kræften er kommet tilbage?”

Ensom med kræften

Som tiden gik, blev det hverdag. Omgivelserne spurgte sjældent til, hvordan Pia havde det, for når du er ude af behandling, kan det være svært at forstå for andre, at kræften stadig kan fylde.

”Jeg følte mig ensom med min kræft. På den ene side var det rart at se rask ud – på den anden side gjorde det, at kræften nu kun fyldte i mit hoved, i mine tanker. Uvisheden var – og er stadig – det værste. Kommer kræften tilbage? Bliver den opdaget i tide? Sætter den sig andre steder i kroppen? Ingen kan svare på det. Og det bliver jeg nødt til at acceptere.”

Var slet ikke alene

Pia syntes, det var svært at tale med sine nærmeste om de tunge tanker. Hun ville ikke bekymre dem. Og hvordan skulle de også kunne forstå, hvordan det er at leve med kræft uden rigtig at være syg. Den forståelse fandt hun i stedet, da hun opdagede LyLe. Her mødte hun mennesker med de samme svære følelser, og de forstod hende – for de har været det samme igennem.

”Jeg har fundet en unik støtte i at tale med andre, der ligesom jeg lever med kræften som et livsvilkår uden nødvendigvis at være i behandling, Jeg ved nu, at jeg ikke er ensom med min kræft. Der er mange, der som mig lever med kræften. Vi forstår hinanden, som kun mennesker, der mærker det på egen krop kan. Vi kan alle blive ramt af tunge tanker. Og det er helt okay. Det betyder ikke, at man er forkert.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Passer på sig selv

I dag har Pia været medicinfri i to år. Hun passer på sig selv, starter dagen med en god gåtur, ofte med manden og går tidligt i seng, for søvnen er vigtig for hende for at kunne hænge sammen. Hun lytter til kroppens signaler uden at blive overopmærksom. Og så nyder hun at se blomsterne gro i haven og få besøg af børnebørnene.

”Mine børnebørn er mit ’happy drug’. Når jeg er sammen med dem, er de tunge tanker langt væk. Kræften er blevet en del af min identitet, så den fylder ikke på samme måde, som den har gjort. Den vil altid være der. Men den styrer ikke mit liv. Og heldigvis holder den sig i ro. Og det håber jeg, at den vil blive ved med.”