Pårørendehistorie: Jeg er jo ikke til megen hjælp, hvis jeg selv er tæt på at bryde sammen

Fra LyLe Nyt, juni 2018:

Nærværende, åben og realistisk. Det er de ord, der bedst samler, hvilke personlige egenskaber Hans lægger vægt på som ægtefælle og nærmeste pårørende til Birthe. De arbejder begge på kirkegården ved Toksværd Kirke, men den daglige omgang med livets afslutning betyder ikke så meget, når man får alvorlig sygdom tæt ind på livet, synes han. Og så måske alligevel …

Hans og Birthes liv er i høj grad flettet ind i hinanden efter mere end 35 år sammen. De deler ikke alene deres charmerende bondehus, haven, jorden, blomsterne, bierne og hestene, men har også fælles arbejdsplads: Kirkegården ved Toksværd Kirke. Og her skal det lige indskydes, at de to har måtte tage afsked med hestene og bierne, fordi de simpelthen indebærer en for stor smitterisiko for Birthe. Et stort, men nødvendigt afsavn.

Det er med andre ord svært ikke at tale om kirkegården henne ved Toksværd Kirke, når man taler om Hans og Birthes fælles liv. Den ligger blot et stenkast fra deres hjem og er kirke for 1.432 medlemmer af Folkekirken i Toksværd Sogn og alle de andre, som af en eller anden grund opsøger den. 

”Vi er nok lidt atypiske, Birthe og jeg,” forklarer Hans. ”Vi deler vores arbejdsplads, og den er selvfølgelig ikke helt almindelig, vil mange sikkert synes. Men det spiller faktisk ikke så stor en rolle, som man skulle tro, når man ser det udefra. Kirkegården er først og fremmest en arbejdsplads for os og har været det siden 2005.”

Spiller religion en særlig rolle for dig?

”Vi har det samme forhold til religionen som de fleste andre danskere, tror jeg: Vi er troende, som de fleste er det, men ikke meget flittigere kirkegængere end andre. Men selvfølgelig kommer vi i kirken, fordi vi arbejder der. Døden er hverken længere væk eller tættere på, når man arbejder på en kirkegård. Men det spiller en rolle på den måde, at døden er meget konkret. Andet ville være mærkeligt. For at man kan fungere, bliver man nødt til at kunne lægge en distance til det faktum, at vi alle skal herfra en dag. Som pårørende til en alvorligt syg skal man også forholde sig til hverdagen og få tingene til at fungere. Man har et stort ansvar og må holde hovedet koldt. At være nærværende er det vigtigste. Både på det mentale og det fysiske plan. Men Birthe er meget stærk og kæmper indædt. Det betyder naturligvis noget for mig også.”

”Selvfølgelig kan jeg mærke de svære følelser lige i dette øjeblik, hvor vi taler om det. Det kommer tæt på,” fortsætter Hans. ”Da jeg kom ud i bilen for at køre hjem, og Birthe blev tilbage på hospitalet, var min verden ved at falde fra hinanden. Men når det bliver hverdag, skal man også kunne lægge det lidt væk, selvom det ligger i baghovedet hele tiden. At være nærværende er vigtigt, men også at kunne være ’helt normal’. Jeg er ikke til megen hjælp, hvis jeg selv er tæt på at falde sammen. Samtidig må jeg også være realistisk.”

Hans er meget taknemmelig for den måde, Birthe og han selv er blevet modtaget på sygehuset af både læger og sygeplejersker. Der har været god plads til ham og børnene som pårørende også, og alle er kommet tæt på hinanden. Næsten som en lille familie.

”Jeg har bestemt ikke følt mig sat uden for døren, og vi har haft børnene med. Jeg har været en del af det og er blevet lukket indenfor – det skal de have ros for. Jeg tror, at åbenhed er meget vigtigt – og nærvær.”

Du kan læse Birthes historie her.

Andre relevante artikler: